HER ER TEAM GIV HÅBS NYE CYKELTRØJE

Vi er vildt stolte over – i samarbejde med XTREME Team Wear – at præsentere Team Giv Håbs nye super flotte cykeltrøje, som de mega seje ryttere kommer til at køre ‘Danmark Rundt 2020 i.

Tankerne bag det nye design har været at skabe et mere harmonisk, enkelt og moderne udtryk, fortæller Jan Laursen, Xtreme/Konggaard:

Vi har integreret mere af Børn, Unge & Sorgs blå farve for at give større opmærksomhed på sammenhængen mellem Team Giv Håb og Børn, Unge og Sorg. Samtidig er der i designet lagt stor vægt på at bibeholde Team Giv Håbs grønne farve – håbets farve – som hovedfarven på trøjen.

For Det Nationale Sorgcenter – Børn, Unge & Sorg har det også været vigtigt at skabe et lækkert og moderne design, der samtidig står på de stærke værdier og den samhørighed, der er mellem Team Giv Håb og Børn, Unge & Sorg:

Det er en fantastisk flot trøje, som på alle måder symboliserer det vi ER, og det vi GØR, sammen: Fællesskab, sundhed – og håb! Samtidig er der så mange fine detaljer og symboler i trøjen. Den blå og grønne farve, der smelter sammen til én enhed, vandmærker med ‘Giv Håb’, der udspringer fra hjertet, og den fine markering af Børn, Unge & Sorgs 20 års jubilæum i 2020 symboliseret ved Dannebrog trykt omme i nakken af trøjen, hvor markeringen smelter sammen omkring Dannebrog, året 2020 og 20-års jubilæum, fortæller projektchef Michael Gatten, Børn, Unge & Sorg, og fortsætter:

Vi er meget, meget stolte af, at vi, endda med et rekordstort deltagerantal på Team Giv Håb 2020, på denne måde også kan udtrykke en kæmpe stor tak og ydmyghed til alle nuværende og tidligere deltagere på Team Giv Håb. Det bliver et fantastisk syn at se Team Giv Håb cykle rundt i Danmark til fordel for de mange børn og unge, der har brug for håb, når sygdom og sorg rammer.

Du kan se meget mere til den super lækre trøje her: